Fra mors, til Herning og videre til Sinding-Ørre
Da min kone og jeg flyttede sammen i 2011, blev det i en lejlighed i Herning. Da vi var studerende, valgte vi at bo småt og i udkanten af byen, da det var billigere og ret logistisk nemmere.
Men da vores økonomiske situation ændrede sig markant til det positive i slutningen af 2014 (i forbindelse med fast arbejde), bestemte vi os for at se på eget hus, da vi alligevel skulle giftes efteråret 2015.
Vi bestemte os ret hurtigt for at ville ud til én af ”forstæderne” til Herning, så vores bolig søgen var ikke rettet med Herning.
Mange af vores venner undrede sig over, hvorfor vi var parat til at bo ”så langt væk”, men da vi kommer fra en ø, hvor vi er vant til at køre 15 km. (hver vej) for at komme til og fra skole, var afstanden til byen (Herning) ikke et problem.
I vores bolig søgen, som også involverede andre småbyer, var vi så hekldige, at der dukkede et hus op i Sinding-Ørre, som straks faldt i vores smag. Huset var fra 60’erne og havde rigtig meget sjæl, hvilket mange af de nye typehuse mangler. Vi tog satsen og købte huset uden at vide meget om området og naboerne. Så et rent sats fra vores side af.
2 måneder efter købet var underskrevet flyttede vi ind i det lille hus på Nøvlingvej i Sinding.
Allerede mens vi var i gang med at flytte ind, kom de første naboer forbi med blomster og gaver. Vi var mildest talt chokeret over den varme velkomst, vi fik.
Men det stoppede ikke her! Da vi blev gift i september 2015, var hele vejen gået sammen om en bryllupsgave til os, trods vi kun havde boet der i 2 måneder.
Hvilket vi på ingen måde kunne have forventet!
Men med så gode naboer og genboer, tog det os derfor ikke lang tid, før vi faldt godt tilrette i huset. Vi blev ved huskøbet også ”automatisk” medlem af det lokale englaug, som også hjalp os meget med at blive en endnu større del af lokalsamfundet.
Derudover skal byens indbyggere have ros for, hvor gode de er til at gribe fat i os nye tilflyttere og få os med i de lokale begivenheder, om det er byfest, temafest eller blot den årlige vejfest, er man altid velkommen.
For godt 1.5 år siden valgte vi at flytte væk fra Herning for at finde nærvær, venner og sammenhold. Det har vi fundet i Sinding->Ørre, og vi kan kun anbefale andre at flytte til byen.
Sara & Kenneth – Nøvlingvej.