Winnie Højer og Dan Nielsen

Upload Image...

Hvorfor Sinding?

Det er en stor beslutning, der skal træffes, når man vælger at flytte sine børn ud af skole og fritidsordninger, sige farvel til kendte mennesker og omgivelser. Men det var nu det, som vi besluttede os for at gøre i starten af 2014. Begrundelsen for så store ændringer i vores liv, var resultatet efter næsten 2 meget turbulente og til tider angstfremkaldende skoleår i en af Hernings by-skoler. Beslutningen var dog nem, da den daværende klasselærer gik ned med stress. Det var den 3. lærer på knap 2 år, trist…

Nu stod vi så i en situation, hvor vi ville vælge noget HELT andet, og vi kiggede omkring efter lige det, som vi mente, der kunne passe til vores familie, og ikke mindst til vores børn. Det var skolemæssigt, en svær beslutning at tage, da kommune var ved at træffe de endelige beslutninger i skoleforliget. Hvilke skoler skulle lukke og hvilke skulle ikke.

Opgaven lød nu på at finde et nyt hjem, en ny skole som helst ikke skulle lukke og et område, hvor der skulle være højt til loftet. Vi kiggede og undersøgte flere steder, men der var ikke rigtig noget, der lige ramte plet. Først da vi kiggede på huset i Sinding, fik snakket med dem i vores netværk, der har eller havde kendskab til Sinding og ikke mindst efter et besøg på skolen, hvor vi som forældre blev meget positiv overrasket. Der var allerede ved første besøg en duft af tryghed, motivation og nærvær hos dem, vi mødte. Der var så roligt på skolen, at vi i første omgang ikke troede, at der var nogen elever. Vi fik en rigtig god snak med Kurt fra skolen, som fortalte om dagligdagen på Sinding-Ørre Midtpunkt skole. Vi var ikke et sekund i tvivl om, at det her ville vi gerne satse på. Nærvær, trykhed, masser af læring krydret med sundhed og bevægelse. Det kunne kun være godt.

Vi har nu boet og levet i Sinding i 3 år. En by uden købmand, kiosk, tankstation, grillbar ej heller et pizzaria eller en café er der i byen. Men det der er i byen er mennesker, der kan leve sammen og hver for sig. Et fællesskab for dem som ønsker fællesskabet, en ro til dem der ønsker dette. Der er frit valg blandt mange muligheder. Et særdeles aktivt foreningsliv danner rammen for mange forskellige begivenheder igen noget, som man uden kigge over skulderen kan sige nej eller ja tak til. Byen har en skole med en bundsolid holdning og indstilling til, hvad der kan forventes og klares af den individuelle elev. Det kan man kun, hvis man er faglig og menneskelig kompetent, det er de på Sinding-Ørre Midtpunkt.

Vi havde for kort tid siden et lille familie møde, hvor vi talte om hvad nu, når den store skal til Vildbjerg og gå i skole, hvad nu når hun skal videre uddannes sig. Så er der langt fra Sinding til f.eks. gymnasiet i Herning – Og vi valgte at være åbne for vores børns holdning og tanker omkring fremtiden – Men budskabet var klart. ”Det er da ikke noget problem – der kører da en bus, ellers løser vi det på en anden måde” var svaret.. og ja det er jo netop indbegrebet af den DNA Sinding-Ørre har, vi løser det og gerne i fællesskab. Så må sige, at ungerne er godt på vej til at blive indfødt ;o)

Så når folk spørg, hvorfor Sinding? Ja så er det nemt at forklare, men svært at skjule sin begejstring for det rigtige valg.

Tak for Jeres modtagelse – Nu hænger I på os…

Winnie Højer og Dan Nielsen.