Seværdigheder og landskabet omkring Sinding og Ørre

Aldrig været i området ? Er du tilflytter ? Så kan denne side give dig en ide om hvad der er af seværdigheder i og omkring Sinding og Ørre.

Landskabet omkring Sinding og Ørre

Landskabet i Sinding og Ørre er karakteriseret ved hedeflade, bakkeø og mange vandløb. Den vandrigeste af vandløbene er Storåen; denne deler landskabet mellem Skovbjerg Bakkeø mod vest og Karup Hedeflade mod øst. Ørre ligger især på hedefladen og Sinding især på bakkeøen. Bakkeøer har deres oprindelse i næstsidste istid; mens hedeflader har deres i sidste istid, hvor isen ikke dækkede mere end Øst- og Nordjylland. Ved afsmeltningen af isen dannedes de store vandløb, der gik uden om bakkeøerne, idet disse ragede op over den oversvømmede slette.

Det er bl.a. derfor, at der er flere vandløb i Ørre sogn, end der er i Sinding sogn. Vejtrafik måtte derfor søge gode vadesteder for let at kunne komme over vandløbene. Gode vadesteder var Nybro (-mølle), hvor man forcerede både Storå og Sunds Nørreå, samt vadestederne over Løvenå ved Ørre og over Herningholm Å øst for Ørre Kirke.

Alt dette passede i øvrigt godt med, at den væsentligste vej op til 1800-tallet her på egnen, var Holste-bro-Horsens landevejen, der via Sunds fortsatte over vandskellet mellem Skjern Å og Gudenå; oplandet for Horsens (havn og rute til Østdanmark) indbefattede den gang Holstebro. Herning og Silkeborg eksisterede knapt nok på den tid.

Ved Nybro kan bl.a. ses en gammel stenkistebro, og 2,3 km fra Nybro mod Sunds finder man sydvest for den nuværende vej hjulspor fra Holstebro – Horsens landevejen i lyngen. Disse vadesteder er også årsag til, at vejene i Ørre Sogn udgår fra Nybro og Ørre som egerne i to hjul.

Vejene i Sinding sogn var op til 1800-tallet lokale veje; men med væksten af landsbyen Herning voksede behovet for en vej fra Holstebro over Herning og videre mod Vejle og færgestedet over Lillebælt ved Strib.

Stykket mellem Holstebro og Herning blev færdigbygget før 1860. Dette var i øvrigt en brostenslagt vej helt frem til ca. 1970, hvor vejstykket mellem Brådjord og Ljørring blev forlagt udenom Sinding til en motortrafikvej. Den tidligere hovedvej 18 går stadig fra Sinding til Ljørring. Nu arbejder man med planer om en motorvej fra Sinding og nord om Herning mod Vejle.

Man må sige, der er sket store ting her på egnen siden Blicher i begyndelsen af 1800-tallet vandrede over Ørre hede til Sindinggaard på sine jagtture.

“Sinding” møder vi første gang i “Ribe Oldemor” ca. 1325: synningh og “Ørre” samme sted og tid: yrghæ.

Naturen må gerne betrædes – men træd varsomt!

Et hæfte med samme titel fortæller alt om “færdsel” i naturen og kan findes på bibliotekerne.

Her vil vi blot ganske kort, men bestemt, gøre opmærksom på, at en del af de efterfølgende seværdigheder er i privat eje, og at dette skal respekteres. Derudover gælder de sædvanlige “færdsels-regler” i naturen, hvor de opsatte skilte også skal respekteres. God tur i den dejlige natur!